Anmeldelser

Tom McCarthy – velkommen

Romanen C er den meget roste engelske forfatter Tom McCarthys første udgivelse på dansk – og den er både underfundig, tanke- og urovækkende. Det er længe siden, jeg har læst en bog, der springer så ubesværet og overbevisende mellem historiske begivenheder, steder, videnskabens udvikling og sindets irgange.

Det er svært at forestille sig at forfatteren, ikke har taget rejsen selv. Det er alderen taget i betragtning ikke sandsynligt, men så har Tom McCarthy med fantasi og forarbejde, gravet dybt i arbejdet med så mange aspekter af livet, at det forekommer nærmest magisk. Først og fremmest følger vi den unge mand, Serge Carrefax, der vokser op i en meget mærkelig familie i England i 1900-tallets første årtier. Moren er døv, søsteren er – ja, det skal ikke afsløres her. Faren bruger sin tid på at eksperimentere med trådløs kommunikation – alt imens han driver en skole for døve børn. Serge bliver radiooperatør i luftvåbenet, skudt ned, kommer i tysk fangenskab. Undslipper og kommer til Egypten…

Læseren hvirvles ind i Serge Carrefax’s oplevelser og Tom MacCarthey lader os møde en person og en tid, der virker rystende nærværende. Fortællingen rummer elementer af den moderne verden, hvor blandt meget andet umådelig skønhed og surrealisme, kunst og videnskab præger livet. Det er i en periode, der for alvor lagde sporene til den verden, vi lever i i dag – på godt og ondt. Jeg føler mig draget af den unge mands rejse gennem livet. I luftkamp over Flanderns marker, i videnskabens fascinerende verden og i rusens tåger. I en tid, hvor vores viden om psykologi, lægevidenskab, krig og globale katastrofer blev nærværende for andre end de umiddelbart involverede.

Det hele virker på den ene side mærkeligt ufarligt, ja næsten romantisk. Men lige under overfladen lurer apokalypsen. Når Carrefax flyver let og ubesværet rundt mellem skyerne, lander midt på en mark og overnatter med landsbyens unge som glade og villige tilskuere. For derefter at være vidne til verdenskrigens kampe i de trøstesløse landskaber i Frankrig og Belgien. Det er som om, at tidens psykologiske ”opdagelser” bliver en del af det paradoks, der skabte både videnskabelige landvindinger og lagde grunden til ufattelige lidelser. Det hele spejlet i en enkelt persons opvækst og liv i et Europa i overgangen til det 20. Århundrede. Den historie kender vi jo overordnet set ganske godt, men hvordan den bliver kogt sammen i en enkelt person. Ja, det er det kunststykke, som Tom McCarthy lykkedes så flot med i sin fortælling om Serge Carrefax.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg ikke fik det hele med i første omgang. Derfor skal C læses igen. Jeg håber at du, kærer læser, vil være med på rejsen.

*****

Tom McCarthy: C. Klim. 359 sider, 299.95 kr. (Fremragende) oversat af Hans-Jørgen Birkmose

_____________________________________________________________________________

Til lykke Andersen: Er akademikere farlige?

Det er særdeles underholdende – at læse om steder og personer i sin egen by. Om temaer, der optager de fleste odenseanere i disse år: HC Andersen, politikeres og embedsmændenes gøren og laden. Politiets opgaver. Bogen er fyldt med personer fra åndsliv og kultur, som mange kender. Det hele er garneret med mord og internationale forretningsfolk på frierfødder hos byens spidser.

Universitetslektor Finne Wiedemann skriver i H.C. Andersen mordene om sin egen verden. Om rivalisering, lidenskab og personlige kampe. Jeg ”kender” personerne. Forfatteren kender dem også, og har et skarpt blik for at sende drøje hug efter både kolleger på SDU og ledende skikkelser på Rådhuset og deromkring. Spørgsmålet er om plottet i romanen kan opretholde spændingen hos en ikke-odenseansk læser? Det er jeg ikke så sikker på, men ikke desto mindre læser jeg bogen i stor fart og med spændingen intakt til sidste side. Hvem er morderen? Hvad skal letgenkendelige personer nu have skudt i skoene?

Nøgleromaner har det med at blusse op i øjeblikket, men taber ofte pusten, når konflikterne er glemt og persongalleriet skiftet ud med nye lektorer, borgmestre og kinesiske forretningsfolk. Om føje år vil de fleste trække på smilebåndet af nutidens grænseløse irritation over nye ensretninger og opgravede veje. Til den tid har vi en ny bymidte og en velfungerende infrastruktur. En by hvor den gamle eventyrdigter forhåbentlig er vokset ud af latterliggørelsen.

Måske alligevel Wiedemann skal slå et smut forbi Lotzes Have, gemt bag byggekraner og udviklingens ”fyrtårne”. Inden haven og dens bygninger forsvinder som dug for morgensolen bag højhusene i NyOdense.

Man skal ikke lade sig narre af universitetsfolkenes pæne og lidt kedelige ydre. Bag facaden og arbejdet med eventyrdigterens manuskripter lurer både had og griskhed. Tilsyneladende. For det må Finn Wiedemann jo vide. Det er hans egen verden. Læs bogen og lad dig føre rundt i vores by – den er ikke så stor, når det kommer til stykket.

****

Finn Wiedemann: H.C. Andersen mordene. 252 sider. Forlaget Historia, 249,95 kr.

_____________________________________________________________________________

Fra stenalder til stormagt

Hvad er public service? DR giver et aldeles fremragende svar med Historien om Danmark – på TV og i bogform.

I Oldtid og middelalder, tager vi på rejse med de første mennesker på jorden frem til middelalderen. Hen over bronzealderens rigdom og vikingetidens handel og erobringer. Fra jægere og bønder til borgere og konger.

Hverdag og storpolitik beskrives af Jeanette Varberg og Kurt Villads Jensen, på hver deres malende og nøgterne måde. De gør os begribeligt, hvilke kræfter og erfaringer historien rummer. Kronologi og sammenhængsforståelse er dybt fascinerende, og er blandt projektets helt afgørende styrker. Kort fortalt, med humor og meget indsigtsfuldt, får nutidsmennesket et indtryk af hvilke forandringer vores område og dets mennesker har undergået.

Nuvel, det kan diskuteres om langt nyere begreber som Danmark og danskere, er på sin plads i beskrivelsen af oldtidens samfund. Det er dog én af de formidlingsmæssige tilpasninger, der kan forsvares, når fortiden skal formidles til en generation, der i vid udstrækning stadig savner forudsætningerne for at kunne overskue udviklingen.

Ikke siden Gyldendal og Politiken udgav deres Danmarkshistorie i 1988-91 har vi fået så væsentligt et bidrag til beskrivelse af tilblivelsen af folk og nation. Det er én af historikerens fineste opgaver: At være med til at skabe overblik og viden, hvorfra vi kan agere i nutiden. At sikre grundlaget for vedligeholdelse af en fælles identitet. Hver generation bør have sin sammenhængende syntese. Nutidens præmisser er anderledes end for blot får år siden, og jeg tror at den korte og fyndige udgave, vi står med i form af 2 bind, kommer til at sætte sig varige spor for den historiske interesse.

Bogen er smukt tilrettelagt, og forbindelsen til tv-serien skabes ikke kun gennem Lars Mikkelsens forord, men også gennem et rigt billed- og kortmateriale. Selv for den garvede historiker er der nye billeder at hente. I mere end én forstand en ny sammenhængsforståelse. Der er dog to ting jeg savner: Hvor ved vi det fra og hvor skal jeg gå hen, hvis jeg vil vide mere? Forhåbentlig er det med i 2. bind, der kommer til efteråret.

Men når det er sagt, skriver de to forfattere sig ind i rækken af blændende formidlere – hvoraf vi møder mange flere i TV-serien. De har alle en historie at fortælle, og de gør det med passion og til sammen spænder DR’s projekt over både det nørdede til det flamboyante – uden at mål og faglighed på noget tidspunkt går tabt. Første bind definerer et udgangspunkt og en ramme for de sidste 500 års udvikling. Jeg glæder mig – og glædes ved at have historien med mig, når vi skal tale om sammenhængskraft, identitet og dannelse.

******

Historien om Danmark. Oldtid og middelalder af Jeanette Varberg og Kurt Villads Jensen. Gads Forlag, 408 sider, 299,95 kr.

_____________________________________________________________________________

Mere og mere – modbydelig

Det er en forfærdelig historie – men også en vigtig fortælling om menneskers ondskab. Tyrkiet er en smeltedigel i grænselandet mellem Europa og Asien. Mellem islam og de sekulære demokratier. Mellem det vi opfatter som ordnede forhold, demokrati og velfærd – og så det rene anarki og barbari med diktatur akkompagneret af muezzinens kalden i Europas udkant.

Men forfærdelige historier er ikke nødvendigvis dårlige historier. Mere, Mere handler om drengen Gaza, der vokser op sammen med sin far i en lille landsby tæt på Ægæerhavskysten. Faren er menneskesmugler og sønnen er i ”mesterlære” på den hårde måde. Gennem tæsk og brændemærkning formes drengen i overgangen mellem barndom og teenageår. Det intelligente barn udvikler en grusomhed, der overgår de vildeste forestillinger om børns kynisme og mangel på empati. Der er ikke meget at glædes over. Det er ikke en bog, der gir’ anledning til glæde og optimisme, men netop derfor er det værd at lade sig udfordre – af den virkelighed, der påvirker os alle i disse år.

Bogen lever til fulde op til den oplagte banalitet, at virkeligheden ofte overgår fantasien. Et prædikat, der ofte benyttes om tidens mange historiebøger, hvor fakta understøttes af litterære kvaliteter. Her er det åbenlyst omvendt: En meget velskrivende ung tyrkisk forfatter skærer helt ind til benet og skriver knivskarpt om menneskelig kynisme og det afstumpede magtspil, der foregår omkring hundredetusindvis af flygtninges ”rejse” mod frihed og det de tror er varme velkomster og velstand. Rejsen mod uvisheden er lang og farefuld. Det er ikke kun havet, der tager sine ofre.

Hakan Günday er et spændende bekendtskab, en stemme fra en verden i opbrud. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om Tyrkiets vej frem mod anerkendelse i det demokratiske fællesskab, men jeg tror på, at litteraturen gir’ os muligheden for at finde mere end én vej til forståelse af sindet.

*****

Hakan Günday: Mere, mere. Turbine, 380 sider. 299,95 kr.

_____________________________________________________________________________

Soldat og diplomat

Meget mere end officer og gentleman

Marcus Knuth debuterer med en spændende og medrivende fortælling om kampene i Afghanistan. Men det er også beretningen om det bagvedliggende politiske spil i fortid og nutid i en på papiret umulig kamp, der har været udkæmpet siden oldtiden. ”Hvad skal det nytte?”, kunne man spørge om en international indsats, hvor unge mennesker sætter livet på spil – og betaler den højeste pris for en sag, der kan være svær at forstå, som andet end et vestligt politisk projekt, der skal sikre hævn over en hær af stammekrigere, opiumshandlere og islamister.

Men så enkelt er det jo ikke. Marcus Knuth giver os en meget personlig beretning, der er både nuanceret og båret af indsigt og fortælleglæde. Men også med humor og selvironi midt i de alvorstunge realiteter, der betyder tab af nære venner. Bogen er på ingen måde bare en accept af en aktivistisk dansk udenrigspolitik siden Murens fald, men en nuanceret beskrivelse af personlige oplevelser som dansk soldat og som diplomat på den storpolitiske scene. Bogen rejser spørgsmålet, om der er forskel på den indsats vi yder i dag, og det som englænderne forsøgte sig med i 1800-tallet – og Sovjetunionen i 1980’erne?

Vi kommer vidt omkring. Hvad vil det sige, når en amerikansk øverstkommanderende stiller sig op og bruger hundemetaforer overfor dem, der skulle være hans allierede? Hvad vil det sige at gå i sauna og gennemføre alvorstunge forhandlinger med en finsk general – i bar figur? Hvad er det for tanker, der løber gennem hovedet på en dansk soldat, der ligger i et afghansk landsbylatrin og i bogstavelig forstand mærker lufttrykket fra fjendens projektiler og ser døden i øjnene? Bogen giver en lang række svar og er dermed et meget læseværdigt bud på ny viden om både hvordan og hvorfor.

Vi bliver endnu engang bekræftet i, at der ikke er nogen hurtige løsninger og nemme svar. Bogens styrke er at den både informerer og udfordrer læseren. Vi sidder tilbage med en isnende fornemmelse for de svære valg, der skal træffes. Hvad enten man er i forreste linje – eller sidder på kontoret og betragter begivenhederne på ”sikker” afstand. Glæder sig over de små tegn på fremskridt og normalitet, som når den første skraldemand dukker op i Kabuls støvede gader og pigerne går forbi med favnen fuld af skolebøger. Marcus Knuth påtager sig et ansvar for at gøre en forskel vel vidende at tilbageslaget lurer om hjørnet i form af selvmordsangreb, afgrundsdybe kulturforskelle og politiske spilfægterier.

Bogen slutter effektfuldt med Marcus’ egen tvivl: Hvad skal der blive af de to snavsede drenge, der tavst betragter diplomatbilen, da den suser forbi. Vælger de vejen ind til byen sammen med skraldemænd og skolepiger eller går de med Taleban ud i bjergene….?

Marcus Knuth: Soldat og Diplomat. Mine tre år i Afghanistan. Gyldendal, 251 sider. 299,95 kr.

*****

_________________________________________________________________________

Den herreløse ridder

Den herreløse ridderHvordan begyndte superserien Game of Thrones, på dansk, Kampen om tronen, egentlig? Hvor kom de fra, alle de gæve krigere? Fra nord, fra syd?  Denne bog; Den herreløse ridder, sætter scenen ved at gå 100 år tilbage i forhold til begivenhederne i Kampen om tronen.

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke er velbevandret i fænomenets vidtfavnende og meget omfangsrige bog- og tv-univers, men hvis målet med dette ”mellemspil”, er at få nye læsere og seere på vognen må jeg sige, at det lykkes. Nysgerrigheden er vakt. Jeg har allerede lånt Kampen om tronen, og kun sidetal og bange anelser om tidsforbruget hen over sommeren hindrer mig i at gå i gang – og starte på tv-serien, der i øvrigt har danske Nocolai Coster-Waldau i en bærende rolle.

Men hvad er det så, der får en midaldrende historiker til at lade sig fascinere? Noget så elementært som den gode fortælling om fortidens helte, landskaber og miljøer fra en tid, hvor Ivanhoe, Robin Hood sidder tungt på mediebilledet. Med denne serie lægges der flere niveauer til persontegning og skildring af miljøer.

De to hovedpersoner i Den Herreløse Ridder, ridder Dunk og hans væbner, Æg, med den mystiske baggrund, begiver sig afsted og møder på deres vej i et eventyrligt ”Engelsk” landskab et større galleri af gode og onde hoved- og birolleindehavere. Det er umådelig svært at holde rede i de mange personer og deres intriger. Det skulle efter sigende kun blive værre i hovedfortællingen. Det korte af det lange er, at George R.R. Martin formår at skrive, så læseren sidder med lugten af død og fordærv i næseborene. Ser landskaberne for sig, hører bålet knitre, hestene vrinske og rustningerne rasle. Personerne både lever og ånder…

Game of Thrones-universet er for voksne. For mange yngre læsere tager det over hvor JK Rowlings slap med sine fortællinger om troldmandslærlingen Harry Potter.

Den herreløse ridder skildrer drengen, der kæmper for at blive rigtig ridder – og jeg ser frem til at hoppe ombord i det buldrende medietog, der er (ét af) vores generations bud på hvorledes, det lader sig gøre, at fastholde unge mennesker i litteraturens univers. Det sker med udgangspunkt i fantasy- og rollespilsgenren. Grænserne mellem fiktion og virkelighed brydes ned – for en stund. Vi lever os ind i spillet, hvad enten det er Game of Thrones eller House of Cards.

Game of Thrones-afficinados vil nok tage bogen som et mellemspil, måske et forspil til den næste store udgivelse – som ekstramateriale på DVD’en. For os andre, er det vel bare at skænke et glas Highland Park, tage fat, og (måske) lade sig opsluge.

George R.R. Martin: Den herreløse ridder Tre fortællinger fra de syv kongedømmer. Gyldendal, 311 sider. 279,95 kr.

 ****

____________________________________________________________________

Maria Helleberg: Kongens kvinderkongens_kvinder

Vi er i første halvdel af 1600-tallet. Vi er på Fyn, I København, ja overalt i Riget. Vi følger tidens stærke kvinder – dem der i lyst og nød stod bag den flamboyante, krigeriske og byggeglade konge. Ham der opførte Børsen, Rundetårn, Rosenborg, Frederiksborg og andre markante byggerier. Havde blodige opgør med svenskekongen og de vantro katolikker: Christian IV. Han sikrede sig selv udødelighed og nationen både sammenhængskraft og forarmelse. Han står lyslevende i historien – og i Maria Hellebergs seneste historiske roman.

Vi får et fantastisk og malende indblik i et Danmark, som det (måske) så ud for 400 år siden. Historikeren er sendt på overarbejde i jagten på at finde dokumentation for romanens små og store historier fra hverdag og fest ved Hoffet, på herregårde og ude i de riger og lande. Og nej, der er sikkert ikke belæg for alle detaljer, men det er både underholdende, interessant og tankevækkende.

Maria Helleberg er tro mod de store linjer, og formår at tegne levende billeder af personer og tid – både med den skarpe pen og den brede pensel. Man kan næsten høre hvorledes fjeren kradser afsted over papiret, når Kongen fører regnskab, smeder rænker eller skriver breve og forordninger. Maria Helleberg binder romanteksten sammen med små uddrag og klip fra Kongens omfattende arkiv. Hun tager os med på vandring mellem Odense og Broby, rundt i Københavns gader. Vi er passagerer i den ukomfortable hestevogn mellem landsdele og Kongens slotte. Med på dækket under ét af de mest berømte søslag i Danmarkshistorien. I bedste reportagestil er vi der, da svenskens kugler regner ned over Christians flagskib Trefoldigheden og han rammes i ansigtet. Vi ser for os den tumult der opstår, da kongen rejser sig – og opildner til fortsat kamp mod svensken. Vi kender scenen fra Vilhelm Marstrands bataljemaleri fra 1864, der skildrer den heroiske konge, som rækker ud efter Guds styrke. Den blodige skjorte er blevet set af de fleste i montren på Kongens elskede Rosenborg. I de imponerende smukke, men også dunkle sale og stuer. Det er der, Maria Helleberg på glimrende vis får tilsat liv og lugt i sin roman, hvis primære omdrejningspunkt er de tre kvinder: Ellen Marsvin, en af tidens største godsbesiddere, hendes datter, Kirsten Munk, som blev Kongens 2. hustru og Vibeke Kruse, tjenestepige og entreprenant karrierekvinde hos både Ellen og Kirsten, der efter Kirstens Munks udstødelse, overtager pladsen ved Kongens side – primært i sengen.  Én af tidens mørke sider og et fremtrædende tema i bogens intriger mellem kongen og kvinderne, er hekseprocesserne, der beskrives i al deres gru.

Som få formår Maria Helleberg at gabe over både den personlige historie og de store linjer i en fantastisk spændende tid præget af stormagtskonflikter, religionsopgør, hekseforfølgelse og livet på danske herregårde. Tro og trodsighed. Kynisme, kamp og kærlighed driver fortællingen. Læs den og bliv fanget af historien og lidenskaberne.

Maria Helleberg: Kongens kvinder. Samleren, 429 sider. 299,95 kr.

******

____________________________________________________________________

Stig Dalager: Øjeblikkets evighedØjeblikkets evighed

Hvad har Søren Kirkegaard at gøre med lugten af København og lægekunsten i midten af 1800-tallet? Intet og alt. Den liflige duft af ny bog brydes hurtigt af Stig Dalagers malende beskrivelser af livet i hovedstaden indenfor voldene og sundhedsvæsenets magtesløshed.

Mange har det sikkert med Kierkegaard som med klassisk opera: Det kan umiddelbart virke som en overvindelse at give sig i kast med hovedværkerne, på samme måde som det er en fordel med både forarbejde og indsigt i operaens verden, inden man sætter sig til rette og lader sig opsluge af teatrets mørke.

Lad det være sagt med det samme: Nye Kierkegaard-læsere kan snildt begynde her. Stig Dalager får sat kød og blod på én af filosofiens sværdvægtere, får slået nogle gnister gennem fortællingen, der (forhåbentlig) får mange til at give sig i kast med Kierkegaards forfatterskab – eller bare dele heraf.  På den måde når Dalager – endnu engang – at sætte noget i gang i spændingsfeltet mellem roman og historie. Og Kierkegaard fortjener det, på samme måde som hans samtidige, HC Andersen, der er på vej tilbage i moderne menneskers bevidsthed.

I bogen ligger Kierkegaard for døden på Frederiks Hospital i København. Vågekonen svæver over ham, som en frelsende engel. Erindringer og tanker trækker os ind i det kierkegaardske univers – hans forhold til religion, erotik – og til døden. Læseren tages med på den rejse, der har inspireret store eksistentialister i deres verdensberømte forfatterskaber.

Onde tunger kunne påstå, at den historiske roman hverken er ”fugl eller fisk”. Den påstand, har vi heldigvis en stribe forfattere, der tilbageviser gennem solide og ganske underholdende bøger. Tendensen de senere år går i retning af, at genren udfordrer historieskrivere til at gøre sig umage med formidlingen og skrive bøger, som sætter historiske personer og begivenheder på dagsordenen i en grad, der fryder enhver forlægger ved juletid. Jeg vil her blot nævne højaktuelle Tom Buk-Swienty, Bo Lidegaard og Maria Helleberg, der ud fra hver deres ståsted og faglighed, formår at levendegøre historien for en tusindtallig skare af historisk interesserede. Man behøver ikke at have læst et langt register af faglitteratur for at blive elementært underholdt og sidde tilbage med fornemmelsen af, at det her må jeg vide noget mere om.

Således også med Stig Dalager i romanen Øjeblikkets evighed om Kierkegaard, der i år fejres – han ville være blevet 200 år. Kierkegaard fortjener at blive læst; ikke kun af filosofistuderende og professorer verden over. Udgivelsen af hans samlede værker i 55 bind er netop tilendebragt. Men inden da: Lad dig tage ved hånden af Stig Dalager og begynd trygt her…

Stig Dalager: Øjeblikkets evighed. Roman om Søren Kierkegaard. Lindhardt og Ringhof, 250 sider. 249,95 kr.

*****

____________________________________________________________________

Hanne Marie Svendsen: HimmelstenHimmelsten

Her er ingen store personligheder i mediernes forstand. Men her er en mængde fine persontegninger og stemningsbilleder fra en barndom præget af stærke kvinder og deres mænd, der alt for tidligt dør og efterlader både savn og længsel. Beskrivelser af hverdagen i Skagen i 1940’erne og halvtredserne. Af naboer, lærere, særlinge, tanter og bedsteforældre, som hver på deres måde præger det begavede barn og giver hende uvurderligt stof til et langt liv som programmedarbejder og souschef i DR og siden starten af 1960’erne som forfatter til et utal af romaner, noveller, skuespil, børnebøger og bøger om litteratur. Evnen til at iagttage og formulere sig er noget af det stof, der skaber både kulturel og historisk bevidsthed hos læseren – samtidig med at arbejdet med ord og sætninger bliver en kunstart i en klasse for sig.

Hanne Marie Svendsen tegner i Himmelsten sirlige portrætter og skildrer livet i Skagen. Iagttagelser og drømme, der kommer til at stå knivskarpt i sirlige mønstre af tilsyneladende virvar. Men erindringens kalejdoskop samles til billedet af en tid, der præger en generation og tegner billedet af det samfund, vi lever i i dag. Lyse og mørke sider. Livet på kanten af det store hav og længslen efter storbyens udfordringer. Et skisma, der står skarpt i samfundsdebatten. Hvad skal vi gøre for, at vores smukke by- og landskaber ikke bliver affolket og storbyen fyldes af rodløse unge, der kun vender tilbage på højprofilerede ferieophold: Se mig? Hanne Marie Svendsen giver os gennem sine tidsbilleder en historisk bevidsthed, der (forhåbentlig) betyder, at vi reflekterer lidt mere over vores til- og fravalg.

Bogen er som en damaskdug: På overfladen glat og fin, men ved nærmere eftersyn fuld af billeder og fortællinger, der kan leve i generationer. Måske ligger der stadig en dug fra barndomshjemmet i skuffen og minder om svundne tider, og samtidig er et holdepunkt i en forvirret hverdag præget af hurtige og letfordøjelige historier uden dybde og substans. Hvor er det godt, at vi har Hanne Marie Svendsen til at tænke på ”de mange unge mennesker, (der) i dag ikke har en historisk bevidsthed”.

(Himmelstenen kom flyvende fra det ydre rum, faldt ned i tipoldefars kartoffelbed og blev siden lagt i viktualiekælderen, hvor den måske stadig ligger og gemmer på sin hemmelighed).

Forfatteren lover i det store portrætinterview i denne avis (9.7.) at hun har en ny stor roman på vej. Det glæder vi os til…

Hanne Marie Svendsen: Himmelsten. Erindringsskitser og billeder fra provinsen. Gyldendal, 150 sider.179,95 kr.

******

____________________________________________________________________

20.9.2013

Flemming Chr. Nielsen: Nu er der vel ikke mere..?Nu er der vel ikke mere

Flemming Chr. Nielsen fyldte 70 i sommer og var i en lang årrække journalist på Jyllands-Posten. Dertil redaktør, forfatter og oversætter. Så forskellige personer som forfatteren Herman Melville og politikeren Mogens Glistrup har været igennem kærlig behandling i form af oversættelse af romanklassikeren Moby Dick og en indsigtsfuld og velskrevet biografi om én af de mest farverige og omstridte personligheder i moderne dansk historie.

Også denne lille erindringsborg er velskrevet. Den slår ned på nogle for den brede læserskare relativt ukendte, men ikke desto mindre særdeles betydningsfulde personligheder op gennem 1900-tallets anden halvdel. Vi møder tillige bibliotekaren og bogbinderen hjemme i fødebyen Brørup og følger op- og nedture for det sprogfilosofiske tidsskrift Exil.

Men for den forudsætningsløse, kan det være svært at blive indfanget af de sproglige finurligheder, iagttagelser og karakteristikker. Det bliver til små fine beskrivelser af det oplevede fra opvæksten blandt almuen i Jylland, gennem mange år som iagttager af kulturliv og politik. Det fænger som journalistens leg med ord og læser, men skaber ikke rigtigt den magi, de portrætterede personer fortjener. Jens Kruuse og Henrik Stangerup er (desværre) ukendte for de fleste yngre læsere. Farverige og frankofile Jørgen Schleimann var i en kort periode chefredaktør på Jyllands-Posten, mens historikeren Bent Jensen stadig kæmper sin kamp mod fortidens Stalin-fascination.  Tegneren Kurt Westergaard står som et symbol på en (religions)politisk kamp, men hvem er han egentlig og hvad driver ham? Det får vi antydninger af – og vil egentlig gerne vide mere…

Jeg sidder tilbage med håbet om; bare der kommer lidt mere fra Flemming Chr. Nielsens pen…

Flemming Chr. Nielsen: Nu er der vel ikke mere? Erindringer. Gyldendal, 208 sider. 249,95 kr.

***

____________________________________________________________________

12.7.2013

Sven Holm: Min elskedeMin elskede

To udenlandske agenter ankommer til Københavns Hovedbanegård. De vil starte en revolution. Den historie skrev Sven Holm allerede i 1968, hvor efterkrigstidens revolutionsromantik stadig havde et solidt tag i mange mennesker. I mellemtiden har voldelige anslag fået en helt anden betydning – frygten for terror bor i os alle, og eventuelle vildfarelser er for længst drevet bort med støvstormene i New Yorks gader og i de afghanske bjerge.

Ikke desto mindre lykkes det for én af vores store forfattere og dramatikere at skabe dialog mellem 68’-generationens relative sorgløshed og vores egen tid. Romanen er en genudgivelse med tilføjelser. Fantasi og ”virkelighed” blandes. En underlig bog – i ordets bedste betydning. Læseren sendes på rejse frem og tilbage i tiden – stærkt underholdende at læse.

Det er lige dele absurd teater, surrealistiske billeder og fotografisk skarpe øjebliksbilleder af en by og dens mennesker. De to fremmede agenter ligner til forveksling de to ”umulige” politiagenter fra TinTin: Dupond og Dupont. Som fremmede fugle lader Sven Holm sine agenter cirkulere rundt i byen frem mod det endelige anslag (resultaterne heraf skal ikke røbes her). Bærende for hele fortællingen er mødet mellem mennesker, det stille smil. Den ironiske distance og de sorte figurer, sender tankerne frem mod både Dan Turèll og Steffen Brandt. Sproget er som lyden af ord, der danser til tidens musik (bogens omslag er kreeret af Peder Bundgaard, der tidligere har leveret omslag til både Gasolin og ja: Dan Turèll).

Er det byen eller mennesket, der er ”Min elskede”? De første siders beskrivelse af København og københavnerne gir’ svaret – det ér muligt at tage bogen ud af reolen, skrive videre på den og stadig fascinere og underholde sin læser. De varmeste anbefalinger af en lille bog til sommerferien. En ny-klassiker lever videre.

Sven Holm: Min elskede. En 68-roman.189 sider, 250 kr. Udgivet af Tiderne Skifter

*****

____________________________________________________________________

7.6.2013

Ole Hyltoft: Københavnerpigen og journalistenKøbenhavnerpigen og_Journalisten

Ole Hyltoft er en erfaren kender af dansk kultur i almindelighed og kulturpolitikken gennem mere end 50 år i særdeleshed. Hyldtoft var med fra starten som ministersekretær og taleskriver – spindoktor – for vores første kulturminister, Julius Bomholt i 1962 og har siden været både den skarpe iagttager fra sidelinjen og en hyppig og meget aktiv deltager i kampene på banen. Senest som næstformand i DRs bestyrelse.

Denne vældige ballast benytter Hyldtoft som bagkatalog for sin trilogi om Københavnerpigen, Vini Lauenborg, departementschef i selvsamme Kulturministerium, hvor forfatteren sikkert utallige gange gennem årene, har taget turen gennem porten i det gamle Assistenshus og op ad trapperne til minister, ministersekretær og ministeriets embedsmænd og -kvinder. Københavnerpigen og Journalisten er den tredje bog i en romanserie – der kan læses både sammen og hver for sig.

Oven i kendskabet til politikkens verden kommer et tilsvarende kendskab til journalistikken på en stor Københavnsk avis. Ikke Politiken men den i Pilestræde. Ikke med navns nævnelse, men med slet skjulte og ganske underholdende henvisninger til nulevende personer fra det galleri af skrivende og talende meningsdannere, som præger debatten. Det er her at romanens journalist, Christmas Vinggaard, er ansat.

Scenen er sat til en rejse mellem Indre By og et sommerhusområde på Nordsjælland. Mellem to generationer og mange flere meninger om (museums)politik, arkitektur, religioner og bombeanslag. Masser af stemningsbilleder fra det kulturradikale København – og det forskrækkede.

I virkelighedens verden havde ministeriets kommunikationsrådgivere nok frarådet, at departementschefen engagerede sig så direkte i en holmgang mellem både minister, museer og religioner, men lad nu det ligge. Romanen er både underholdende og tankevækkende. Et bud fra en skarp debattør med en fortælleglæde, der kobler det skønlitterære og det debatterende. Lad gerne den tradition leve videre – og (videre)udvikle sig.

Litteratur med reference til fortiden og holdninger til nutidens spørgsmål, som det er tilfældet i Københavnerpigen og journalisten falder i god tråd med mottoet hos forfatterens arbejdsgiver i 1962: ”Nok støtte med ikke dirigere”. En hårfin balance som Hyltoft ikke helt kan holde – men det er klar tale.

Ole Hyltoft: Københavnerpigen og journalisten. 238 sider. 299 kr. Hovedland

****

__________________________________________________________________________

10.5.2013

Tage Voss: Kære Dr. Ishøy. 46 epistler om lægens liv og gerning

Samfundssind og samvittighed

Kære Dr IshøyTage Voss tager os på rejser rundt i lægekunstens dilemmaer og aktuelle problemer. Den gamle læge – Voss født i 1918 – er en syleskarp debattør og ikke bange for at sætte tingene på spidsen i sine breve til den 30 år yngre kollega.  Bogen er samtidig et dejligt stykke boghåndværk. Skarp og nøgtern i sit layout, som svarer glimrende til de ord, der flyder let og ubesværet ned over siderne.

Men lad Dem ikke narre af det pæne ydre. Tage Voss øser af et langt livs erfaringer, mange ophedede debatter – her dufter af både cigar og cognac i en grad, der ikke harmonerer med tidens politiske korrekthed. Ej heller anvisningerne fra tilsyn, råd og kommissioner. Men Tage Voss går til biddet og gør op med devisen ”hvad du ønsker, skal du få”, der er blevet servicebranchens løfte. Er det også blevet lægens?

Kære Dr. Ishøy er den gamle humanists påmindelse til os alle i almindelighed og den ældre familielæges gode råd til yngre kolleger i særdeleshed. Læs bogen som én af fagets grundbøger – ikke en gennemgang af mekanik og videnskab, men nødvendige refleksioner over etik og sund fornuft. Jeg kommer til at tænke på Montaigne’s små humanistiske essays fra 1580’erne. Der er stof til eftertanke, og grund til et stille smil for læger – og alle andre, der interesserer sig for velfærdssamfundets store udfordringer.

Tage Voss:  Kære Dr. Ishøy. 46 epistler om lægens liv og gerning. 248 sider, 249 kr. Udgivet og smukt tilrettelagt af Forlaget Vandkunsten.

*****

____________________________________________________________________

25.1.2013

Maria Helleberg: ScenesatHelleberg Scenesat

En ny bog af Maria Helleberg – om Johanne Louise Heiberg; en af 1800-tallets store skikkelser i dansk kulturliv. Et sammensat menneske med  en usædvanlig barsk baggrund. En fortælling om viljens magt og vejen til berømmelsens tinde.

Maria Hellebergs omfangsrige forfatteskab rummer masser af populære og læseværdige bøger om historiske personer og begivenheder. Et kalejdoskop af fortællinger, med liv og farve. Forfatterskabet har vist vejen for mange læsere. Store såvel som små. Maria Helleberg skriver nemlig også til børn, og i 2003 udkom således hendes lille fortælling om Johanne Louise Heiberg. Hellebergs nye bog, Scenesat, er imidlertid bestemt ikke for børn.

Scenesat tager os nemlig med langt ind bag scenetæppet og ud i samfundets allermest skumle kroge. Vi møder den lille Johanne i en barndom præget af seksuelle overgreb, druk, kamp og kynisme. Faderens hærgen og Johannes stædige kamp for at undgå fornedrelsen. Søsteren går til grunde – myndighederne kom ikke børnene til undsætning. Selvom perioden på mange områder danner grundlaget for vores moderne demokrati, var der langt til nutidens velfærdssamfund (der jo desværre heller ikke altid, når frem i tide).

Vi følger Johannes kamp ud af de usle vilkår. Mødet med Teatret, kærligheden og ægteskabet med Johan Ludvig Heiberg, der betyder starten på en lang rejse op ad den sociale rangstige – til berømmelse og udødelighed. Romanen kredser om Johanne som skuespiller og som ”værtinde” for mange af tidens skønånder med Adam Oehlenschläger i spidsen. Mødet og et langt samliv med svigermor, Thomasine Gyllembourg, en anden af tidens helt store personligheder. Glimtvis fornemmer læseren den smeltedigel, der udgjorde fundamentet for Guldalderen og enevældens afskaffelse.

Men det er som om Johannes ”sortsind” skærmer for fortællingen. Hendes rystende barndom hviler som en tung skygge i romanen. En skygge, der først sent fortoner sig. Kun glimtvis erstattes mørket af vid og humor – som når Helleberg lader den unge skuespillerinde overvære det første møde mellem kronprins Frederik og den senere Grevinde Danner. Ironien, der var et fremtrædende træk i den Heibergske kreds, lyser med fuld styrke.

Sortsynet og de indre dæmoner overskygger – jeg ville forfærdeligt gerne høre mere om Johannes møde med de personer, der var en del af hendes liv midt i en kulturel og politisk brydningstid – i 1800-tallets København. Det bliver måske næste gang…

_______________________________________________________________________

19.10.2012

Stig Dalager: Dt blå lys. En roman om Marie CurieDalager Det blå lys

Marie Curie er på alle måder en stor kvinde i videnskabens historie. Hun afspejler samtidig en epoke i verdenshistorien, der i bogstaveligste forstand trækker linjer mellem Warszawa og Paris med afstikkere til den alvorlige, men ofte oversete konflikt mellem Polen og Rusland – og de spændinger, der førte frem mod 1. verdenskrig. Drevet og delt mellem et ubændigt forskergen og kærligheden til sin familie og sit land, bevægede hun sig i bogstaveligste forstand ud i et felt, hvor hun med livet som indsats gjorde banebrydende landvindinger – og betalte med sit liv.

Stig Dalager tager med sin nye roman endnu engang livtag med en lang tradition for at lægge lag på lag til et flerfarvet portræt af store historiske
personligheder. Og Dalager lykkes med sit projekt. Han skaber et troværdigt billede og giver os samtidig et indblik i naturvidenskabens inderste cirkler. Forfatteren griber læseren og formår at holde balancen mellem det bagvedliggende stof – Marie Curies dagbøger – og levendegørelsen af personer og situationer.

På én gang får vi historien om familien Curie, Marie og hendes forhold til mand og børn – og madame Curies vej mod ikke mindre end to Nobelpriser, international anerkendelse.

Stig Dalager tegner et billede af afsavn, og kampen for ordentlige vilkår for en forskning, der banebrydende i sin essens bevægede sig ind i totalt ukendt land. Ambition, vilje og temperament præger hovedpersonerne, der får både krop og sjæl gennem Stig Dalagers pen. Det står lysende klart, at der ikke findes genveje til anerkendelse eller adgang til spalteplads gennem selviscenesættelse og materielle goder. Læseren kan selv mærke kulden og fugten i madame Curies første laboratorium. De fleste af os er i dag klar over farerne ved radioaktiv stråling. En viden som Marie Curie gav os – og som Stig Dalager formidler til en bred læserskare i den historiske roman.

_________________________________________________________________________

23.6.2011

Jonatham Lethem: Cronic CityLetham Cronic City

Lad det være sagt med det samme: Jonathan Lethem – en  stjerne i amerikansk litteratur – bekræfter med sin nye bog, Cronic City, at  bogen ikke for enhver pris behøver at være spændende eller bloddryppende for at  være enestående god.

Cronic City er ikke nogen nem bog. Den stiller krav om både nærvær  og indlevelse. Opslag i fremmedordbog og leksikon er ikke nødvendige, men
hjælper godt på vej. Til gengæld får læseren mulighed for at komme ind under  huden på det moderne (storby)liv. Bogen giver mængder af stof til eftertanke –  og lyst til at opleve mere: Eksempelvis nogle af de mange højdepunkter i det  20. århundredes litteratur, film og musik, som forfatteren så rundhåndet  refererer til.

Lethem leger med læseren og med sproget – bogen sprudler af  virtuositet. Som en musiker leger med noder, jonglerer Lethem med bogstaver
(Den danske oversætter har gjort et stort og meget vellykket arbejde med at  fastholde nuancer og underfundigheder – der er masser af sproglige opfindelser).

Alle der har været i New York og nydt det, ser billederne  tone frem på nethinden: ”Times Squares sakrosante snuskethed” er et malende udtryk for, hvad der slår én: Forundring og fascination. Overraskelse over  manglen på vesteuropæisk ophøjethed. Her er ikke poleret granit eller
arkitekttegnet byudstyr, men rå og upoleret dynamik, løssluppenhed. Et lysende  inferno og en skueplads for tøjlesløs selvrealisering. Akkurat som i Cronic  City, hvor læseren holdes til ilden af hyppige retningsskift. Lige så snart  banaliteten truer, lægges nye lag på mødet mellem den tidligere barnestjerne,  Chase Insteadman (!), der i sin søgen efter livets mening møder  kulturkritikeren, Perkus Tooth, der selv er på vandring rundt på Manhattan, ind  og ud ad hashtågerne, efter venskabets inderste essens. Chase’s kæreste er  strandet på en havareret rumstation i det ydre rum, hvorfra hun sender sine  skarpe og rørende iagttagelser af livets forgængelighed. En tiger vandrer rundt  i New Yorks gader…

Cronic City er et billede på vores jagt efter en  storbykultur, vi lader os drage af, men (og forhåbentlig) kun i begrænset  omfang vil leve. Læs Cronic City og bliv lidt klogere på hvorfor…

Om bogen:

Jonathan Lethem: Cronic City, 435 sider, Klim, 349,00 kr. Fremragende oversat af  Søren K. Barsøe.

*****

__________________________________________________________________________

Over stok og sten – gennem 1700 år…Khoury Tempelriddernes hemmelighed

Raymond Khoury’s Tempelriddernes hemmelighed bringer læseren  på et hastigt (skole)ridt gennem 1700 års historie, religion, storpolitik – og der  er smæk for skillingen.

En ganske interessant blanding af virkemidler, som kan ses i  lyset af forfatterens baggrund som barn i den mellemøstlige smeltedigel i Libanon, hvor politikere og religiøse ledere kæmper nådes- og udsigtsløse slag  om magten – og hvorfra Khoury og hans familie flygtede til New York. Tempelridderens hemmelighed indledes effektfuldt i det  kejserlige bibliotek i Konstantinopel i 1203. Handlingen trækker tråde tilbage til kejser Konstantin, Romerriget og kristendommens fremmarch i 300-tallet.  Hovedanslaget er nutidens kampe mellem den amerikanske agent, hans kæreste, der  er arkæolog, og den gennemført brutale ”bad-guy” i skikkelse af en iransk  statsterrorist, som i en form for omvendt korstog jagter en samling af håndskrifter, der skal bruges som en bombe under fundamentet for den katolske kirkes magt.
Der er lagt i kakkelovnen til personlige og religionspolitiske opgør – og fortællingen  bæres af en for genren god portion troværdighed, og under alle omstændigheder drives  læseren effektfuldt frem og tilbage i historien. Vi er på rejse i nutidens Rom,  på Den Anatolske Højslette og færdes hjemmevant i klostre og flycockpit.

Raymond Khoury vil meget, og når det meste. Det lykkes at  skabe en ganske underholdende og spændingsmættet ”ferieroman” selvom fremdriften  af og til bremses af forfatterens ønske om at øse af sin store baggrundsviden  om religionspolitiske og historiske spørgsmål. En stor mundfuld, der indimellem  betyder at tråden tabes i bestræbelserne på at skabe den rette kulisse om  fortællingen. Persontegningerne når ikke ud over det stereotype, men til  gengæld rummer bogen et ganske interessant greb om ondskabens rod. Khoury  forsøger sig med en forklaring på hvorfor vi må lægge den umiddelbare afsky til  side et øjeblik og interessere os for skurkens baggrund som barn af den  internationale terrorisme: Nedskydningen af et iransk passagerfly over Den  Persiske Golf i 1988.

Detailrigdommen er større når blodet sprøjter og knogler knuses end i portrætter og menneskekundskab, men man bliver både underholdt og
informeret om nogle hovedlinjer i Europas historie gennem 1700 år.

****

Om bogen:

Raymond Khoury:
Tempelriddernes hemmelighed, 459, sider, 299,95 kr. Cicero

___________________________________________________________________________

Undergang i AudiSagens_natur

Morten Jensen er advokat og lever ikke længere det perfekte  liv. Måske gjorde han det engang, men fra fortællingens start har han indledt en personlig og professionel deroute, der ender… Ja hvor ender den egentlig?  Det kan jeg ikke løfte sløret for, men blot advare: Det er ikke rar læsning at  se en på papiret, succesrig ung mand med lynets hast gå i økonomisk og  personlig opløsning på trods af uddannelse og ansættelse i et succesfuldt  advokatfirma.

Baggrunden: Mortens mor gennemgår de sidste stadier af en langvarig  kræftsygdom. I brudstykker får læseren indsigt i nogle af de dybtliggende
konflikter og svigt i unge Mortens omtumlede opvækst, hvor moren gennem sin omklamrende forkælelse forsøgte at kompensere for farens overgreb.

Som en Harry Potter opholder Morten sig i barndommen i et kosteskab. Men der er langt fra Potters modning og udfrielse på Hogwart til den
ondskabsfulde ”oplæring” som Jensen gennemlever på Herlufsholm. Via et aldeles uforløst parforhold katapulteres Morten af morens sygdom mod samfundets bund. Samme scene blev sat i Tom Kristensens Hærværk og Jacob Ejrsbos Nordkraft, og i Sagens natur er undergangen mindst ligeså absolut, men uden forgængernes komplekse persontegninger. Peter J. Haugstrups roman er et billede af en tid, hvor mange søger det absolutte. Underkastelse, kompromisløshed; kynisme og grænseløs selvmedlidenhed går hånd i hånd. Tingene foregår i lynets hast. Med alt for få nuancer, men med stor indlevelse og detailrigdom i beskrivelsen af rus og alkoholtåger.

Morten er fra start til slut en karikatur. Et billede på det forfald, vi frygter og gerne vil modarbejde. Så tag dig dog sammen, mand! Er det forfatterens mål, at få os til at undres, lykkes det. Spørgsmålet er blot om læseren falder fra i irritation over hovedpersonens selvdestruktive
livsindstilling. Jeg fascineres ikke af misantropen, og efterlyser et svar på, hvad der befinder sig bag den næste dør i Mortens liv. Jeg ser billeder: Som i Leif Panduros tv-dramatiserede skæbnefortællinger fra 70’erne – på speed – eller rettere på coke.  Det er ikke kønt, men det giver dog stof til eftertanke.

***

Om bogen:

Peter J. Haugstrup: Sagens natur, 221 sider, 149,95 indtil 1.5. Herefter 249,95. Forlaget Mrs. Robinson